Efter Eriks brud med Kaj Holger og et mislykket forsøg på at genstarte Meyer & Nielsens fjernsynsfabrik, går Erik ind i oliefyrsbranchen. Pludselig en dag dukker han - til drengenes store glæde - op og tager dem med ud at omdele brochurer. Ida er stærkt forbeholden. Hun aner, han drikker for meget, mens Erik på sin side har problemer med, at Ida tilsyneladende trives i sit nye job som undervisningsleder hos Kaj Holger på 'Bella'. Eriks ægteskab med Lisbet halter, og da han i en brandert for at skaffe penge til sit betrængte oliefyrsfirma sælger alle deres møbler, smides han ud af Lisbets far. Palles vej ind i det praktiske politiske liv byder på nye paradokser. Han kæmper med at forstå den politiske magtbalances spilleregler, og hans ægteskab sættes på en alvorlig prøve, da Søs indleder en affære med sin chef på fjernsynsteatret.